Hvem er jeg

Mit navn er Jeanette, kaldenavn Nette🙂 årgang 1975, bosat i Almind i etplanshus med stor og dejlig lukket have og så er jeg mor til 2 skønne drenge på henholdsvis 13 og 21 år. Drømmen om at kunne få min egen private pasningsordning på vingerne gik i opfyldelse for nu 5 år siden. Mine 20 års erfaring med børn spænder bredt da jeg både har arbejdet i vuggestuer,børnehaver, samt klub for 4-7 kl. børn. Blev i 2010 færdiguddannet pædagogisk assisitent og efter at have haft mange vikariater i institutioner rundt om i kolding valgte jeg at begynde selvstændigt hvilket jeg absolut ikke på noget tidspunkt har fortrudt.🙂

Det er mit kald og passion at stå op til de små guldklumper hver dag. At se dem spire og gro og samtidig vide at jeg er med til at gøre den forskel, der gør at de bliver klar til at forlade min rede og flyve ud i den store verden er for mig så livsbekræftende.

At være privat giver mig den frihed der passer i min hverdag, det er mig der planlægger min arbejdsdag og vi skal ikke rundt til diverse begivenheder eller arrangementer. Derudover er her kun faste børn, således at vi ikke skal modtage gæstebørn og det mener jeg giver de små den tryghed og stabilitet i hverdagen de har krav på for at få en god start på livet. Ligeledes er her heller ikke studerende og praktikanter andet end hvis dette er aftalt med jer forældre.

Jeg er godkendt af kommunen til at passe 5 børn men jeg har valgt at her primært kun skal være 3 børn da min økonomi kan bære det og jeg mener det er den helt optimale normering for de små poder på 0-3 år. Her er masser af tid til omsorg og nærvær og jeg lægger stor vægt på at børnene får lov til at udvikle sig i deres eget tempo.

Jeg er venlig og imødekommende, stille og rolig af natur, har et positivt sind og en stor portion tålmodighed. Elsker at være kreativ og får mange ideer der må afprøves. Er især glad for genbrug og arbejder gerne i temaforløb hvor vi kan fordybe os i længere tid af gangen.

I min fritid løber og styrketræner jeg, hører meget musik og har altid sunget meget. Er til natur og udeliv og er spejderleder for de mindste bævere her i Almind en gang om ugen og har været det i efterhånden 10 år. Jeg har en lille fotohobby og nyder at gå ture og fange lidt på mit kamera som jeg kan sidde og redigere. Nyder at lave mad og er også gerne kreativ med dette🙂laver lidt smykker en gang imellem og har malet en del akrylmalerier.

 

Del siden